Hvem betaler et AMU kursus?
Vil du gerne tage et AMU kursus? Men er du i tvivl om, hvem der skal betale for det? Så find svaret her.
Hvem der skal betale dit AMU kursus afhænger af din jobsituation.
Er du i arbejde?
Hvis du er i arbejde og gerne vil tage et AMU kursus, skal du aftale med din arbejdsgiver, om de vil stå for kursusudgiften eller om du selv skal betale. I mange tilfælde vil en opkvalificering være i din arbejdsgivers interesse, så der er god chance for, at de vil betale det.
Hvis du ikke har en videregående uddannelse giver Staten støtte til kurset. Prisen for at deltage på et AMU kursus er herved kun 134 kr. pr. kursusdag. Hertil kan tilmed søges løntabsgodtgørelse på op til 893 kroner pr. dag, du er på kursus.
Er du ledig?
Hvis du er ledig er det dit jobcenter eller din a-kasse, der afholder kursusudgiften. Det er dermed gratis for dig at tage et AMU kursus, hvis de bevilliger dig det. Herved får du også stadig dagpenge mens du er på kursus.
Hvis dit jobcenter eller a-kasse ikke ønsker at bevillige dig kurset, har du stadig mulighed for at tage kurset. Det kræver dog, at du i kursusperioden bliver selvforsørgende og afmelder offentlige ydelser (dagpenge eller kontanthjælp). Hvis du overvejer dette, skal du være opmærksom på, at prisen på AMU kurset kommer til at afhænge af din uddannelsesbaggrund. Hvis du ikke har en videregående uddannelse koster det 134 kr. pr. dag at deltage på et AMU kursus. Hvis du derimod har en lang videregående uddannelse, skal du betale fuld pris for kurset.