AMU og VEU

På denne side finder du oplysninger om AMU og VEU.

Hvad er AMU?

AMU står for arbejdsmarkedsuddannelser. Det er typisk kortere kurser, der giver eller styrker dine kompetencer i forhold til at udføre ufaglærte og faglærte jobfunktioner.

Adgangskrav til at deltage på et AMU kursus

Alle kan deltage på et AMU kursus. Deltagerbetalingen afhænger af din uddannelsesmæssige baggrund.

  • Har du en videregående uddannelse, skal du betale den fulde kursusudgift.
  • Har du ikke en videregående uddannelse, kan du få tilskud fra staten til dit AMU-kursus. Det betyder, at det kun koster 124 kr. pr. kursusdag. Priserne er gældende pr. 1.1.2019.
  • Hvis du er ledig og har ret til 6 ugers jobrettet uddannelse, har du mulighed for at tage et AMU kursus gratis. Det er dit jobcenter eller a-kasse, der skal bevillige det til dig. Vær opmærksom på, at der vil være en mindre egenbetaling på kurset til diverse gebyrer.

For at deltage på et AMU kursus skal du have fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet. Du skal samtidig have et dansk registreret CPR-nr.

AMU-kurser foregår på dansk. Det er derfor et krav, at dine danskkundskaber er gode nok til at kunne følge undervisningen og aflægge prøve på dansk. Reelt betyder dette et minimums-niveau svarende til ”Prøve i Dansk 2”.

Hvad er en videregående uddannelse?

En videregående uddannelse omfatter i denne sammenhæng:

  • En kort (erhvervsakademiuddannelse og videregående voksenuddannelser (VVU)
  • En mellemlang (universitetsbachelor, professionsbachelor og diplomuddannelse)
  • En kandidat- og masteruddannelse, der er afsluttet med et afgangsprojekt eller eksamen.

[Klik her] og se den officielle liste over uddannelser og normeringer. Uddannelserne er inddelt i uddannelsesniveauer. Niveau 0-40 er uddannelser, der ikke er normeret til at være en videregående uddannelse. Niveau 50 og derover er nomineret til at være en videregående uddannelse

Du kan læse mere om AMU på undervisningsministeriets hjemmeside [her].

Hvad er VEU?

VEU står for Voksen- og Efteruddannelse og dækker almene erhvervsrettede uddannelser, herunder AMU. Både medarbejdere og arbejdsgivere kan søge løntabsgodtgørelse og tilskud til transport i en kursus-periode. Dette kaldes VEU-godtgørelse og befordringstilskud. Løntabsgodtgørelsen kan være op til 4.355 kr. pr. uge pr. medarbejder og befordringstilskuddet er 0,99 kr. pr. kilometer. VEU-godtgørelse og befordringstilskud kan søges på www.efteruddannelse.dk.

Vigtigt at bemærke

  • Du kan ikke få VEU-godtgørelse eller befordringstilskud samtidig med anden offentlig eller privat støtte.
  • Du kan højst få VEU-godtgørelse for 7,4 timer pr. kursusdag.
  • Det er vigtigt at søge VEU-godtgørelsen og befordringstilskuddet samlet, da de efterfølgende ikke kan søges alene.
  • Ansøgningsfristen for at søge VEU-godtgørelse og befordringstilskud er 4 uger fra sidste kursusdag.

Søg VEU og befordringstilskud med NemID

Tilmelder du dig som medarbejder? Og skal du selv betale dit AMU-kursus? Så skal du tilmelde dig kurset med dit eget NemID. Det er også dig, der skal søge VEU-godtgørelsen og befordringstilskuddet.
Tilmelder du dig gennem en virksomhed? Så er det virksomhedens NemID du skal anvende. Hvis du får løn under kurset, er det virksomheden, der skal søge VEU-godtgørelsen og befordringstilskuddet. Får du ikke løn under kurset, skal du selv søge om VEU-godtgørelsen og befordringstilskuddet.
Du kan læse mere om VEU på undervisningsministeriets hjemmeside [her].