Kundeservice 70 60 65 00 Alle hverdage mellem 07.30-16.00 Book online her 90% vil anbefale DEKRA til andre
 

Danmark mangler chauffører. Nu skal gratis messe føre ledige og transportbranchen sammen

Alene i efteråret 2016 har transportvirksomheder næsten 400 gange søgt forgæves efter chauffører. Det viser en analyse foretaget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Transportvirksomheder, der oplever akut mangel på chauffører, vil derfor i oktober måned møde ledige og andre interesserede på job- og rekrutteringsmesse ni steder i landet.

Med en gratis job- og rekrutteringsmesse ni steder i Danmark, fra den 2. til 5. oktober vil uddannelsesvirksomheden DEKRA give ledige og andre interesserede chancen for at gribe nogle af de ledige chaufførjobs i den danske transportbranche. På messen kan deltagerne møde et bredt udvalg af virksomheder, der lige nu står og mangler arbejdskraft.

”På grund af manglen af chauffører tilbyder vi jobgaranti til egnede kandidater efter endt uddannelse. DEKRA JOBGARANTI er en garanti for ledige borgere om en chaufføruddannelse med efterfølgende job inden for last-, bus- eller taxibranchen”, siger Peter Laursen, koncerndirektør i DEKRA.

Deltagerne kan altså komme og høre mere om transportbranchen og de forskellige muligheder. De kan få en snak med konsulenter omkring en DEKRA JOBGARANTI. Og ikke mindst kan de tale med de mange vognmænd, som søger chauffører.

Et branche- og samfundsproblem
Kraftig vækst i transportbranchen betyder, at flere danske transportvirksomheder i øjeblikket oplever en akut mangel på chauffører. I alt anslår brancheforeningen ATL og 3F, at Danmark i de kommende år får brug for 2.500 nye lastbilchauffører.

Manglen på chauffører er ikke kun en udfordring for transportbranchen – det kan også blive et samfundsproblem, mener Peter Laursen. ”Uden det tilstrækkelige antal chauffører kan vi ikke få transporteret medicin, mad, byggematerialer og andre varer rundt i Danmark. Derfor er den akutte mangel på chauffører et problem, vi som samfund og branche er nødt til at reagere på,” siger han.

Messe i ni byer
DEKRAs Job- og rekrutteringsmesse afvikles ni steder i landet, fra den 2. til den 5. oktober kl. 11-13.

2. oktober: Brøndby. 3. oktober: Nørresundby og Hillerød. 4. oktober: Brabrand, Vejen og Næstved. 5. oktober: Herning, Odense og Køge.

Tilmeld dig på www.dekra-jobmesse.dk eller på telefon 70 60 65 00.