Hvad er 6 ugers jobrettet uddannelse?

Du har måske hørt dit jobcenter eller a-kasse snakke om 6 ugers jobrettet uddannelse? Er du stadigvæk lidt i tvivl om, hvad det er, så læs her.

Hvis du dagpengemodtager og er ufaglært, faglært eller har en kort videregående uddannelse, har du efter 5 ugers ledighed ret til 6 ugers jobrettet uddannelse.

Formålet med 6 ugers jobrettet uddannelse er at styrke dine muligheder for at få et job. Det kan enten være at styrke dine kompetencer inden for dit nuværende fagområde eller afprøve og udforske et helt nyt område, hvor der er gode jobmuligheder.

Hvornår kan jeg tage 6 ugers jobrettet uddannelse?

Som hovedregel har du ret til 6 ugers jobrettet uddannelse, når du har været ledig i 5 uger. Enkelte kurser kan dog allerede tages den første dag, hvor du er ledig. Disse er markeret med en stjerne i Positivlisten. Er du i en opsigelsesperiode, har du mulighed for at starte på et kursus med det samme.

Der er også regler for, hvornår forløbet senest skal være afsluttet. Fristen afhænger af, hvor gammel du er:

> Under 25 år: Inden for de første 6 måneder af din ledighed.

> Over 25 år: Inden for de første 9 måneder af din ledighed.

Hvilke kurser og uddannelser kan jeg vælge?

Der er helt klare regler for, hvilke kurser og uddannelser du kan vælge i forbindelse med 6 ugers jobrettet uddannelse. Det fremgår af en liste, som kaldes ”Den landsdækkende Positivliste”.

Listen udgør kurser og uddannelser i 17 forskellige erhvervsgrupper inden for brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft og dermed gode muligheder for at komme i job efterfølgende. Det er blandt andet udvalgte AMU-kurser, enkeltfagskurser og kurser på akademiniveau.

Du kan godt vælge flere kurser, men det skal være inden for samme erhvervsgruppe f.eks. ”Transport”. Sammensætter du flere kurser, må de maksimalt have en varighed på seks uger svarende til 30 dage. Er kurset længere end 6 uger? Så er det jobcenteret der skal bevilge det.

Se den landsdækkende positivliste her