Hvis din bil ved et periodesyn ikke er blevet godkendt, men har fået beskrivelsen ”kan godkendes efter omsyn”, betyder det, at du inden for 33 kalenderdage skal have haft din bil til omsyn.

Overskrides den frist, er det ikke muligt at få en ny frist for omsyn. Hvis din bil ikke er blevet godkendt inden for de 33 kalenderdage, vil du modtage en besked fra Færdselsstyrelsen om, at din bil skal afmeldes. Da bilen ikke er godkendt til at køre på vejene, skal den fjernes fra Motorregistret.

Det gør du ved at indlevere dine nummerplader til en nummerpladeoperatør eller en af Motorstyrelsens ekspeditioner. De vil destruere nummerpladerne og fjerne din bil fra Motorregistret.

Hvis du ikke har mulighed for at have begge nummerplader med, kan du kun afmelde din bil hos en motorekspedition. Her skal du betale 60 kroner for afmeldelsen. Hvis du får din bil afmeldt hos en nummerpladeoperatør, vil der også være et betjeningsgebyr, men det varierer fra sted til sted.

Får du ikke din bil godkendt eller afmeldt, vil du modtage en bøde for manglende afmelding på 2.000 kroner.

Hvis du efter bøden endnu ikke har fået afmeldt eller godkendt bilen, kan politiet komme og inddrage dine nummerplader.

Hvad kan vi hjælpe dig med?